Naturlig agn

Børsteorm, regnorm og små fjordrejer kan være dræbende effektivt til fjordens ørreder. Fisket med et bombarda- eller bobleflåd, som spinnes langsomt ind. 

Både ørreder og hornfisk elsker denne servering, og vil du have massevis af hornfisk – så brug strimler af sild i stedet. En forårsdag, hvor du fisker med sildestykker i fjorden – eksempelvis ved Havnø - er altid lig med en ordentlig omgang hornfisk.

Børsteorm, sandorm og regnorm kan du også fiske på bundsnøre. Ved at fiske med bundsnøre er der fortsat chance for ørreder, men så holder skrubberne sig også til. Bemærk dog, at ørreder, der hugger på bundsnøre som regel sluger krogen. Render du ind i en område med mange mindre ørreder, bør du derfor ikke benytte denne metode.

Når det gælder jagten på skrubber, skal du helst fiske i den yderste del af fjorden, og gerne hvor du kan nå sejlrenden med dit kast. Orm eller rejer på bundsnøre er også opskriften, hvis du vil fange ål.

Endelig skal agnen til multer også lige nævnes. Her er det mest effektive faktisk franskbrød/hvidt brød, som klemmes sammen til en lille dejkugle omkring krogen.